Ret og vrang maske

Ret og vrang maske: sådan strikker du glatstrik, rib og retstrik

Retmasker og vrangmasker er de to grundformer, som mange strikkede flader bygges af. De hænger tæt sammen: En maske, der fremstår som ret på den ene side af arbejdet, viser sig som vrang på den anden. Når man ser på maskernes form og placering, bliver det lettere at forstå, hvorfor et lille skift i rækkefølgen ændrer stoffets udseende. Kombinationerne bruges blandt andet til glatstrik, rib og retstrik. Her får du et overblik over maskernes kendetegn og deres rolle i mønstre.

Retmaske og vrangmaske

Retmasken og vrangmasken er to sider af den samme grundlæggende strikkede løkke. På den side, hvor retmasken vender frem, ligner den et lille V med to ben, der mødes nederst. På bagsiden ses den samme maske som en vandret bue eller en lille knop. Vrangmasken fremstiller buen på den side, man arbejder fra, mens den tilsvarende V-form kommer til syne på bagsiden. Det er denne omvendte sammenhæng, der gør det muligt at skabe forskellige flader uden at skifte garn eller grundmateriale.

En strikket maske består af en ny løkke, der trækkes gennem en eksisterende løkke. De synlige V-former danner lodrette maskesøjler, mens de vandrette rækker af løkker danner pinde eller rækker i stoffet. Når man betragter et færdigt stykke, kan man derfor orientere sig efter både søjler og rækker: V’erne viser retmaskernes forside, og de vandrette buer viser vrangmaskernes præg. Denne opbygning er nyttig, når man følger en opskrift, tæller masker eller skal aflæse, hvilket udtryk en bestemt kombination giver.

Ret og vrang er ikke to forskellige slags garn eller to adskilte materialer. Det er måden, løkken vender på i forhold til den side, man ser. Når arbejdet vendes ved afslutningen af en pind, møder man den anden side af de masker, der allerede er strikket. En retmaske set fra forsiden fremstår derfor som en vrangbue fra bagsiden, og omvendt. Det princip gælder, uanset om man strikker med uldgarn, bomuldsgarn eller en blanding, selv om garnets overflade kan gøre maskernes konturer mere eller mindre tydelige.

Forskellen bliver synlig i stoffets overflade. En flade med V-formede masker virker ofte glattere og mere ensartet på forsiden, mens vrangbuerne giver en mere markeret, knoppet struktur. Det betyder ikke, at den ene maske er mere korrekt end den anden; deres egenskaber afhænger af, hvordan de placeres i forhold til hinanden. I strikning bruges de derfor både som synlige elementer og som byggesten, der kan skabe struktur, elasticitet og balance i et stykke tekstil.

Glatstrik er et tydeligt eksempel på, at samme maske kan give to forskellige sider. Forsiden består af rækker med V-former, mens bagsiden viser rækker af vrangbuer. De to sider ser forskellige ud, selv om de hører til det samme stykke stof. Det er praktisk at kende forskellen, når en opskrift angiver en retside og en vrangside, eller når man skal lægge et færdigt stykke med den ønskede overflade udad. Retningen er især synlig på større flader som en trøjes forstykke eller et tørklæde.

Retstrik har et andet udtryk, fordi den strikkede overflade bliver præget af tværgående ribber på begge sider. Ribberne skyldes, at ret- og vrangformen fordeler sig sådan, at stoffet ikke har én glat forside og én tydeligt anderledes bagside. I ribmønstre samles masketyperne i lodrette felter, så stoffet får skiftevis forhøjede og indtrukne søjler. De lodrette linjer kan give en elastisk kant eller et fleksibelt felt, eksempelvis ved håndled og hals. Perlestrik viser en anden mulighed: Maskernes placering skifter, så små knopper fordeles over fladen i stedet for at danne lange, ensartede søjler.

Det er rækkefølgen, der bestemmer mønsterets rytme. Gentager man samme maskeform over en flade, bliver overfladen anderledes, end hvis ret og vrang veksler i kolonner eller forskydes fra række til række. En smal gentagelse kan give diskrete lodrette linjer, mens en bredere gentagelse fremhæver større felter. Strikkeopskrifter beskriver typisk mønsteret med forkortelser, maskeantal og gentagelser, så man kan se, hvor mange masker der hører til hvert felt. Når man læser en opskrift, er det derfor vigtigt at skelne mellem masketype og placering: Den enkelte maske er grundformen, mens rækkefølgen skaber mønsteret.

En nyttig måde at forstå overfladen på er at undersøge en prøve, der er strikket med samme garn og pindestørrelse som projektet. En prøve på cirka 10 gange 10 centimeter gør det muligt at se både maskernes form og stoffets tæthed. På en glat uldtråd står V-formerne som regel tydeligere end på et meget lodden garn, hvor fibre kan dække kanterne. Et glat bomuldsgarn viser også strukturen klart, men stoffet kan føles mindre elastisk end en tilsvarende prøve i uld. Garnets tykkelse og overflade ændrer ikke forskellen mellem ret og vrang, men påvirker hvor let den kan aflæses.

Pindestørrelsen spiller også ind på, hvor åbne eller tætte maskerne bliver. Hvis man eksempelvis bruger pinde på 4 millimeter sammen med et garn, der er beregnet til den størrelse, vil resultatet typisk være tættere end med 5 millimeter pinde og samme garn. Det præcise udtryk afhænger dog af den enkeltes håndfasthed og garnets konstruktion. En løsere strikket prøve får mere luft mellem løkkerne, mens en fastere prøve fremhæver et kompakt stof. Når man sammenligner masker, er det derfor bedst at holde garn og pinde ens, så forskellen skyldes selve mønsterets opbygning.

Maskernes udseende kan desuden hjælpe med at holde styr på en gentagelse. På en retside med glatstrik kan man følge de lodrette V-søjler, mens en vrangside viser de tilsvarende buer. I et mønster med skiftevis ret og vrang kan man bruge søjlernes placering til at se, om strukturen fortsætter jævnt fra række til række. Diagrammer viser ofte hver maske som et felt, men symbolernes betydning varierer fra opskrift til opskrift; læs derfor altid tegnforklaringen sammen med diagrammet. Det samme symbol kan ikke uden videre antages at betyde det samme i alle mønstre.

De to masketyper har også betydning for, hvordan en flade opfører sig. Glatstrik har tendens til at rulle ved kanterne, mens ribstrukturer ofte kan strækkes på tværs og trække sig sammen igen. Retstrik ligger typisk mere stabilt og giver en tydelig tekstur på begge sider. Disse forskelle kan bruges, når man vælger mønster til en del af et projekt: En glat flade fremhæver en enkel silhuet, en ribkant kan følge kroppen tættere, og en dobbeltsidet struktur kan være anvendelig, når begge sider er synlige. Det er mønsterets maskefordeling, ikke en særlig egenskab ved garnet alene, der skaber forskellene.

For begyndere kan det være lettere at sammenligne masker på et stykke, hvor retside og vrangside er markeret med en lille tråd eller en maskemarkør. Markeringen gør det tydeligt, hvilken side der skal vende ud, uden at ændre selve maskestrukturen. På et mindre prøvefelt kan man strikke nogle få rækker med ensartet overflade og derefter sammenligne dem med felter, hvor maskerne veksler. Et sådant forsøg viser, hvordan en ændring i rækkefølgen påvirker både udseende og følelse, uden at man behøver et stort projekt eller særligt udstyr.

Ret og vrang er dermed både konkrete løkker og et visuelt sprog, man kan bruge til at forstå strikkede flader. V-formen, den vandrette bue, maskesøjlerne og rækkerne giver pejlemærker, når man læser en opskrift eller vurderer en prøve. For at vælge et passende mønster kan man sammenligne, om man ønsker en glat forside, en elastisk rib eller en tekstur, der ser tydelig ud på begge sider. Start med en lille prøve i projektets garn og pindestørrelse; den viser mest præcist, hvordan maskerne kommer til at se ud i dine hænder.

Hvad de to masker kan blive til

Når retmasker og vrangmasker kombineres på forskellige måder, opstår der tydelige strukturer med hver sin overflade og form. Retstrik giver riller, glatstrik viser et regelmæssigt V-mønster, og rib danner lodrette søjler. Perlestrik skaber små knopper og en mere jævn tekstur på begge sider. Valget af mønster påvirker både stoffets elasticitet, hvordan kanterne opfører sig, og hvilke dele af et strikkeprojekt strukturen passer til.

Retstrik

Retstrik dannes ved at strikke retmasker på alle pinde. Når arbejdet vendes efter hver pind, ligger de vandrette maskebuer skiftevis på hver side af stoffet og skaber den karakteristiske rillede overflade. To pinde danner én rillet række, så rillerne kan bruges som et enkelt pejlemærke, når du tæller pinde i et projekt.

Strukturen har omtrent samme udseende på begge sider og ligger fladt uden at rulle i kanten. Det gør retstrik praktisk til tørklæder, hvor begge sider er synlige, og til kanter på trøjer, tæpper og klude. En retstrikket kant kan også indgå som en ramme omkring en større flade med et andet mønster.

Retstrik giver et tæt og formstabilt stof, men det kan bruge mere garn i højden end glatstrik, fordi de gentagne riller giver ekstra fylde. En strikkeprøve på eksempelvis 10 × 10 cm viser, hvor mange masker og pinde netop dit garn og dine pinde giver. Følg prøvens mål, hvis et færdigt stykke skal passe til bestemte mål i en strikkeopskrift. Retstrik er især velegnet, når en enkel struktur, en flad kant og ensartet udseende på begge sider er vigtigere end en glat overflade.

Glatstrik

Glatstrik opstår, når du strikker ret på den ene pind og vrang på den næste, mens arbejdet vendes mellem pindene. På rundpind opnås samme struktur ved at strikke ret rundt, fordi arbejdet ikke vendes. Maskernes forside danner små, regelmæssige V’er, som giver stoffet den glatte overflade, mønsteret er kendt for.

På bagsiden ses de vandrette buer fra vrangmaskerne. Forskellen mellem de to sider gør glatstrik velegnet til bluser, trøjer, huer og andre dele, hvor en ensartet, rolig flade skal fremhæve garnets farve eller et enkelt farveskift. På store flader er de tydelige V-masker også nyttige, når du skal følge indtagninger, udtagninger eller et diagram.

Glatstrik ruller typisk ved kanterne: den nederste kant og opslagningen vil ofte rulle ind mod forsiden, mens sidekanterne kan rulle ind mod bagsiden. Det skyldes, at de retstrikkede og vrangstrikkede områder trækker stoffet forskelligt. Til en større flade kan du planlægge en kant i retstrik, rib eller perlestrik; en smal kant på nogle få masker kan være nok til at holde siderne roligere, men den ændrer ikke selve glatstrikkens overflade.

Hold øje med strikkefastheden undervejs, især på brede stykker. En prøve på 10 × 10 cm kan afsløre, om maskerne bliver så tætte, at stoffet føles stift, eller så løse, at V-mønsteret åbner sig. Ved flerfarvestrik på glatstrik kan løse tråde på bagsiden desuden påvirke, hvor jævnt stoffet ligger. Det er derfor en god struktur til større flader, når en glat forside ønskes, og kanten er planlagt særskilt.

Rib og perlestrik

Rib og perlestrik veksler mellem ret og vrang, men rækkefølgen giver to forskellige strukturer. Rib samler maskerne i lodrette søjler og kan tilpasses med gentagelser på én eller to masker. Perlestrik spreder derimod små knopper ud over fladen, så overfladen får tekstur på begge sider.

• 1 × 1-rib: Skift mellem én retmaske og én vrangmaske. De smalle søjler gør mønsteret elastisk og velegnet til manchetter, halskanter og ribkanter.
• 2 × 2-rib: Strik to retmasker og derefter to vrangmasker i gentagelse. De bredere søjler giver en tydelig rytme ved opslag og afslutninger på trøjer.
• Elasticitet: Rib trækker sig sammen på tværs, når arbejdet hviler, og kan strækkes ud igen. Det hjælper en kant med at slutte tæt omkring håndled eller talje.
• Perlestrik: Skift mellem ret og vrang, og forskyd masketyperne på næste pind. Det giver små, jævnt fordelte knopper frem for ribbens lodrette søjler.
• Fladt leje: Perlestrik ligger fladt og kan bruges til kanter, tørklæder og flader, hvor en taktil struktur ønskes uden glatstrikkens rullende kant.

Vælg rib, når en afslutning skal kunne give sig og vende tilbage til sin form; vælg perlestrik, når overfladen skal have en tydelig struktur uden samme sammentrækning. Begge mønstre kan bruges som selvstændige flader eller som afgrænsning omkring glatstrik. Garnets tykkelse påvirker, hvor markante søjler og knopper bliver, så prøv mønsteret i det valgte Uldgarn, før du beregner en større del.